What’s new?

Nyhedsbrevet for februar handler om balance. Balance i livet, i parforholdet og i sin indre virkelighed.

Da jeg startede op som fuldtids selvstændig i januar 2021, vidste jeg godt lidt, hvad jeg gik ind til. Jeg har været selvstændig de sidste 10 år, da jeg blev færdiguddannet som hypnoseterapeut og NLP practitioner. Dog har jeg altid haft studie eller arbejde ved siden af min virksomhed. Så min revisor ville nok kalde det for en hobbyvirksomhed, og ikke nogen ‘rigtig’ virksomhed man kunne leve af. Det er også helt korrekt, for jeg har altid haft en overbevisning om, at det jeg kunne, nok ikke var så super specielt. Og at det hvert fald ikke var noget, jeg ville kunne leve af.

Heldigvis er jeg kommet på andre tanker. De skønne mennesker jeg har haft i min praksis gennem tiderne, har virkelig oplevet en stor effekt af min terapeutiske coaching. Der er nærmest ikke noget dejligere for mig, end når jeg føler, at jeg gør en forskel. Det er en kæmpe drivkraft for mig.

Jeg glæder mig hver dag over at møde ind på MIT arbejde. Jeg står tidligt op, kommer i tøjet, får børnene klar og tager afsted. Jeg kan rigtig godt lide at møde ind i bygningen, før der kommer for mange andre mennesker. Der er så dejligt stille. Jeg kan i ro og mag lave mig en kop kaffe, finde et stort glas vand, og så lige tage morgenmaden med hen til computeren. Det er ikke sådan nogle krummende rundstykker, så jeg får krummer i tastaturet – haha. Nej det er en portion laktosefri skyr, jeg ynder at forkæle mig selv med for tiden. Så knuser jeg lidt valnødder i eller friske bær, og så har jeg lige en stille stund. Mens jeg logger ind på div. medier, tjekker mails og får mærket efter hvordan det står til med min indre virkelighed, gør jeg mig klar til endnu en dag med masser af arbejde, møder mv.

Jeg bruger virkelig meget tid på udvikling. Mine forløb er i støbeskeen, og jeg arbejder hver dag på at udvide, udvikle og gøre dem super relevante. Mit mål er at lave mit første online forløb færdig til 1. marts. Så kan jeg fortæller mere om det i næste nyhedsbrev.

Men tilbage til emnet for denne måned.

Balance.

Det, at være i balance er lidt af en sag. For når man, som jeg, er en temmelig følsom person, så kan man godt få nogle følelsesmæssige udsving der kan gå i begge retninger. Jeg kan have følelser, der rækker helt ned i de dybeste kroge, og jeg kan have følelser, der går helt op i himlen og ud i de største solsystemer. Lyder det nemt? Nej vel… Det er heller ikke super nemt. Men det er nu engang sådan jeg fungerer, og jeg øver mig hver dag i at mestre det. Og i at finde balancen.

Det at være afbalanceret har altid været noget af det sværeste for mig. Jeg er rigtig ofte i ‘for meget, hellere end for lidt’-mode. Da jeg arbejdede i et træningscenter i tidernes morgen, var det værste, der kunne ske for mig, at jeg fik en overbelastningsskade. For så skulle jeg jo skrue blusset ned. Og det er svært, for nogen. Hvert fald for mig der godt kan være performance orienteret. Hvis ikke jeg yder og præsterer, hvad har jeg så af værdi?

Måske kan du genkende det, og hvis du kan, ved du også, at det kræver omstilling og rummelighed overfor sig selv, at finde vejen til indre balance. Og ydre for den sags skyld.

Det jeg gør, som du måske også kan øve dig i, det er at sætte realistiske mål for min dag, min uge og min måned. Og så er jeg gået tilbage til at bruge min papir-kalender. Jeg er meget visuelt anlagt, og har forsøgt nogle gange at bruge min digitale kalender på tlf eller på mail. Og det går galt for mig, når jeg skal flytte ting rundt. Det er rigtig fint hvis jeg har den åben hele tiden og kan se ugen for mig, og kan inddele den i farver osv. Og jeg ved det virker for mange. Men for mig virker det bare så godt, at jeg kan skrive med min kuglepen. Så kan jeg bladre lidt rundt, viske ud hvor der er brug for det osv. Det er den ene praktiske ting, jeg gør for at finde balance i hverdagen.

Mit liv er inddelt meget i uger. Sådan er det vist for de fleste med delebørn. Den ene uge planlægger jeg efter, at skulle hente min mindste dreng fra børnehave. Den næste uge planlægger jeg efter, at jeg har ekstra tid til at arbejde. Så den uge ved jeg, at jeg går all in, på at være på mit kontor. Jeg er lige glad for begge uger, fordi jeg kan planlægge efter det. Min største datter på 11 kan det meste selv efterhånden, så hun skal heldigvis hverken hentes eller bringes, udover når hun skal til klaverundervisning.

Min indre balance er meget afhængig af om jeg får min søvn om natten, og om jeg får ordentlig kost. En rigtig træls udgave af mig er, når jeg ikke har sovet godt, og hvis jeg spiser helt forkert – eller bare er sulten generelt. Så er jeg vist det man kalder hangry. Det er sjovt nok aldrig populært. Jeg er blevet rigtig god til at gå tidligt i seng, fordi jeg er glad for at stå tidligt op. Og min kæreste og jeg prioriterer voksentid sammen alene i soveværelset. Det er ikke mere hanky panky-agtigt end, at det er rigtig dejligt at have tid sammen, hvor vi kan få talt sammen uden tv og andre forstyrrende elementer. Og så hjælper det også virkelig meget på kærlighedskontoen med en masse berøring, når vi begge har det som et af vores primære kærlighedssprog. Dog altid for mit vedkommende med den rette intention. Intentionen er vigtigere for mig end selve berøringen.

Sidst men ikke mindst er jeg bare så glad for at have launchet https://www.ditlivdinvej.dk som hjemmeside, og at kunne begynde at brede budskabet ud om, at jeg nu er klar til at tage klienter ind i min praksis i Aalborg. Næste skridt er at få launchet https://www.dengodeskilsmisse.dk hvor jeg vil hjælpe dig, der er i gang med at blive skilt, eller dig der står midt i al kaosset der følger med sådan en livsomvæltende beslutning.

Kærlighed fra Line-Maria

Og husk nu – det er dit liv og din vej.